Naturen og Menneskene

SPEJLBLANK LIGGER VANDET MELLEM DEN TRÆKLÆDTE PYNT PÅ LOLLANDSSIDEN OG DE SKRÅNENDE MARKER PÅ FALSTERSIDEN. MORGENDISEN LETTER, EN SVAG STØJ FRA GULDBORGBROENS FØRSTE BILISTER FORTRÆNGER ET ØJEBLIK DEN VEDERKVÆGENDE STILHED.

KUN PAGAJENS HVISLEN I VANDET. KØLIGHEDEN GIVER LANGSOMT SLIP OG LADER SIG OVERMANDE AF DAGENS SOLSKIN. MORGEN PÅ GULDBORG SUND.

Sådanne naturforæringer har medvirket til, at Guldborgsund siden 2015 mærkbart har oplevet både en befolkningstilvækst og et styrket omdømme, ikke mindst fordi flere og flere har opdaget de store herlighedsværdier i naturen, fornemmelsen af højt til loftet og masser af kulturel aktivitet. Desuden er der gang i byggeriet, især er der arbejdspladser i de store anlægsbyggerier som en ny Storstrømsbro, udvidelse af jernbanen, tilbygninger til sygehuset i Nykøbing, et nyt og moderne statsfængsel og i de mangeartede anlæg i forbindelse med Femern-tunnelen. Kommunen er et smørhul for små selvstændige, ligesom flere og flere større virksomheder placerer afdelinger eller hovedsæder her, ikke mindst fordi øerne ligger på aksen mellem de nordiske lande og resten af Europa: For bilisten er Hamborg kun 190 kilometer væk, Berlin kun 285 kilometer.

Selv større huse er til at betale, og rådighedsbeløbet for en familie med to børn og to voksne, hvor den ene arbejder lokalt, den anden i København, er 20.244,- kr. pr måned mod 3.519,- kr. på Frederiksberg (i 2017-tal).

Guldborgsund er en af de kommuner i landet med det højeste antal solskinstimer og laveste antal regntimer, klimaet er ca. 1,5 grad mildere end fx Nordjylland, og årets korteste dag er tre kvarter længere i Gedser end i Skagen.