Lokale fødevarer

SYDHAVSØERNES SPISEKAMMER BLIVER LOLLAND-FALSTER KALDT. HER ER ALT FRA BITTESMÅ HUSMANDSBRUG TIL INTERNATIONALE STORLEVERANDØRER. JORDEN ER FED OG LERET I DET MESTE AF GULDBORGSUND, MENS SYDFALSTER BYDER PÅ MERE SANDET JORD.

Sukkerroerne er nok den lokale fødevare, som flest forbinder med Guldborgsund. På fabrikkerne på Sydhavsøerne produceres ca. 450.000 tons sukker hvert år. Halvdelen bliver brugt indenlands, resten går til eksport. 80 procent af det, der forbliver i Danmark, går til industri, resten til detail.

Og mens vi er ved de store tal. Hvor mange ved lige, at 50 procent af de dybfrosne ærter, der sælges i Danmark, kommer fra Lolland og Falster? I Orehoved ligger virksomheden Ardo, der står for den samlede danske produktion af frosne ærter. Cirka. 5000 tons af disse ærter kommer fra de to øer. Det er en kombination af dagslængde og temperatur, der gør, at ærterne gror særlig godt her. Vi har sågar en egnsret, der kaldes ”mælkeærter”.

 Det er imidlertid i høj grad de mindre fødevareproducenter, der i disse år sprudler frem i Guldborgsund og efterspørges, også uden for øerne. Sakskøbing Madhus har indledt et samarbejde med Københavns Kommune om at levere en bro af fødevarer til hovedstaden. Flere æblesorter har i øvrigt rod i egnen, for eksempel Guldborgæblet, Sukkertop fra Vålse på Nordfalster og Degneæblet fra Gedesby på Sydfalster.

De lokale, ofte økologiske varer, sælges fra gårdbutikker og større udsalgssteder som Helt Lokalt-butikken i Nykøbing F. og Sakskøbing Madhus. Et stigende antal lokale forbrugere henter fast en kasse med lokale produkter gennem ordningen Madsamling.