Nykøbing F. Teater

SER MAN NØJERE EFTER PÅ DET STORE GAVLMALERI, DER PRYDER DEN STORE SIDEFLADE PÅ NYKØBING F. TEATER UD MOD HOLLANDS GÅRD, ER DER MELLEM DE TO KLASSISKE SURE OG GLADE TEATERMASKER MALET EN SAXOFON OG EN PANFLØJTE. SYMBOLER PÅ AL DEN MUSIK, DER OGSÅ FOREGÅR I TEATERET SIDELØBENDE MED TEATERFORESTILLINGERNE.

Særligt i teaterets foyer samles et jazzlystent publikum til hyggelige aftner eller lørdag formiddage, når de travle indkøb er overstået, og man trænger til en forfriskning. Gavlmaleriet stod færdigt i 1998, malet af medlemmer af Nykøbing F. Malerlaug som gave til teatret efter en større ombygning.

Funkisbygningen fra 1936 er bygget efter en storbrand i den daværende Industribygning, hvor teatret lå. Den nye ejendom er ombygget ad flere gange og kan i dag rumme tæt på 700 gæster siddende på række, typisk til nogle af de gæstespil, som den mere end 50 år gamle, meget aktive ”Teaterforeningen Guldborgsund” trækker til byen.

Andre gange er salen sat op med borde, så omkring 400 gæster kan få serveret et måltid eller lægge papirer fra sig ved konferencer og generalforsamlinger. Nogle gange ryddes salen helt ved større koncerter, hvor folk skal kunne danse, eller når salen bruges som messelokale.

Tilbagevendende begivenheder samler opløb på gaden, som når Nykøbing F. Revyen åbner, eller når byens gymnasium, Nykøbing Katedralskole, holder den årlige gallafest, og eleverne ankommer til teatrets hovedindgang i festligt skrud transporteret dertil i mere eller mindre fantasifulde befordringsmidler.