De Frivillige

STOR GLÆDE VAKTE DET, DA TO OLSEN BANDEN-FANKLUBBER FIK HELD MED AT FLYTTE DEN NEDRIVNINGSTRUEDE KOMMANDOPOST KALDET DET GULE PALÆ FRA BANETERRÆNET VED KØBENHAVNS GODSBANEGÅRD NED TIL EN FRI PLADS TÆT PÅ GEDSER STATION I 2016.

Palæet, som indgår i en væsentlig scene i filmen ”Olsen Banden på sporet” fik dermed en unik placering, som betød, at en lille flok frivillige jernbaneentusiaster fik endnu mere at lave end at istandsætte Gedser Remise, et arbejde, der i forvejen havde pågået siden 1986. I dag restaureres bid for bid af Det gule Palæ af de samme frivillige fra Bevaringsforeningen for Gedser Remise, som samtidig passer materiel på 12 spor, billetkontoret i vognsmedens bolig og søger sponsorer til istandsættelsesarbejdet. På lignende vis drives andre foreninger af frivillige ildsjæle.

Pinsecuppen afvikles hvert år i Nykøbing F. og samler tæt på 3000 piger og drenge fra hele landet til fodboldstævne. Det kræver omkring 600 frivillige på såvel lægter som på bane, folk, der systematiserer parkering, sørger for overnatning, langer sodavand, kaffe og grillpølser over disken og meget mere. En stor energiudladning, som fyres af over fire dage. Sådan gennemføres hundredvis af andre arrangementer, fordi frivillige melder sig til store og små opgaver.

Når ressourcestærke borgere afsætter tid og evner til over længere perioder at hjælpe medborgere, der har brug for støtte og medmenneskelig omsorg, er det en tredje måde at være frivillig på. I Guldborgsund er der omkring 200 sådanne foreninger, der samler frivillige til at styrke den sociale indsats.

Uanset måden kendertegner lysten til uegennyttigt arbejde den store indsats, som Guldborgsunds mange frivillige lægger. Enhver bidrager med sit, og ud af arbejdet kommer netværk, sociale kontakter, gode oplevelser og en følelse af at bidrage med noget væsentligt.