Kyster og Strande

ET HELT UNIKT SYN ER DE LANGE TAPPER AF STIVNET SALTVAND, SOM HÆNGER SOM SKÆG PÅ DE DØDE KÆMPER I VANDET NEDEN FOR SKOVKLINTEN. NÅR BLÆST OG HAV HAR FÅET BUGT MED ET AF DE STORE BØGETRÆER OG TRUKKET DET NED I HAVET, LIGGER STAMMEN UFORSTYRRET AF MENNESKEHÅND, TIL DEN FORGÅR NATURLIGT, GODT HJULPET PÅ VEJ AF DE AGGRESSIVE VINTERSTORME.

Dramatiske kampe mellem hav og land udspiller sig foran vandreren, der trodser vinden og går langs kysten en frossen vinterdag på Falsters østkyst. Helt specielle er stierne i strandskovene tilhørende Corselitze Gods fra Næsgård i nord og til Tromnæs i syd. De udfordrer vandreren langs kanten på høje klinter med en forblæst udsigt til Østersøen. Anderledes fredeligt er der kun få måneder senere, når lystfiskerne i maj konkurrerer på hornfiskefangst, og de første badegæster følger vinterbaderne og vover sig ud fra den hvide sandstrand neden for klinterne.

Guldborgsund er kendetegnet ved at have mange små familievenlige strande, ofte så lidt besøgt, at pletterne er nærmest hemmelige. De fleste forbinder strand på Falster med Marielyst, men lidt nord og lidt syd for findes lige så brede strande, blot med mindre mylder, som Elkenøre, Ulslev, Havløkke og Gedesby.

Kysterne nær Guldborg Sunds udmunding i Østersøen mod syd og Smålandsfarvandet mod nord er anderledes fredsommelige, og de lokale finder ud til uforstyrrede strandstykker som Holten Strand ved Nysted, hvor der også er badebro og surfing område, til Skansen, ligeledes tæt på Nysted, eller Skansen ved Guldborg.

Mange kajakroere nyder kysten langs Guldborg Sund, der på sine steder er at ligne nærmest som en bred flod. Her findes lange ubeboede strækninger tilhørende nogle af egnens store godser.