Døllefjelde-Musse Marked

ALLEREDE NOGLE KILOMETER FØR MARKEDSPLADSEN ER I SIGTE, STIGER FORVENTNINGEN, MENS BILKØEN SNEGLER SIG AF STED MOD PARKERINGSOMRÅDET. MARKEDET, SOM DE FLESTE BARE KALDER DØLLE, ER EN YNDET STORE BEDEDAGSTRADITION OG BYDER PÅ ET BROGET FOLKELIV FRA MORGEN TIL SEN NAT. PÅ 35 HEKTAR HAR FRIVILLIGE OPSAT TELTE, MADBODER, PLANKEBORDE OG BÆNKE, TOILETVOGNE, FSPÆRRINGER, SKILTE, JA ALT HVAD DER HØRER SIG TIL, NÅR KRÆMMERE OG ERHVERVSUDSTILLERE SKAL BRUGE STANDPLADS.

Markedet kunne ikke gennemføres uden de frivillige fra de lokale foreninger. Døllefolket samler mange tusinde kroner ind, dog meget afhængigt af vejret, og hele overskuddet fordeles til foreninger i lokalområdet. En pæn stor håndfuld af de frivillige har været med alle årene fra 1980. Begyndte måske som juniorspillere i fodboldklubben med at skænke kaffe, og ender som voksne med at sælge nogle af de 30.000 liter fadøl, som drikkes hvert år, eller tage ansvar i mere ledende positioner. En tilbagevendende tradition er lørdagens uhøjtidelige damefrokost, som bliver udsolgt på få minutter allerede i januar. I begyndelsen var det festligt nok at bære en sjov damehat, men i dag har frokosten udviklet sig til et livligt udstyrsstykke, som bringer stemningen op blandt damerne og de mandlige tjenere. Næsten 1300 kvinder samles i Markedsteltet og slipper latteren løs.

En tilsvarende herrefrokost har man måttet indføre i Westernteltet. Også her er stemningen fin, men udklædningen kniber det med, og festligheden kan endnu kun samle 250 mænd til stegt flæsk og persillesovs. Men dér er så heller ikke fri bar...

Tæt op ad det midlertidige trinbræt ”Døllefjelde-Musse Station” ligger det ubetinget største telt, Kræmmerteltet, som bugner af tilbud fra handlende. Flokke af gæster undersøger de mange stande med tøj og andre forbrugsvarer. Også uden for teltet er der tæt af boder med små handlende og desuden en mere luftig udstilling af havemaskiner, grilludstyr, solfangere og meget mere i et egentligt erhvervsområde. Her er bedre plads til en informativ snak, mens børnene er optaget af den nærliggende ponyridning eller hviner fra karruseller og pariserhjul.

 Ud over kræmmere med gode tilbud er musikken det store trækplaster. Hver dag optræder nogle af de største danske navne i de tætpakkede telte med en stemning, der ind imellem ligefrem kræver, at man sidder på skuldrene af hinanden eller står på bænkene. Der er musik for alle aldersklasser, også tid og plads til en svingom i de mindre telte.

Og så er der lige maden – hver familie har sine traditioner, når markedet besøges; for nogle er det vildsvinesandwichen, for andre er det den specialfremstillede Dølle Pølse, der for øvrigt sælges fem tons af over en sådan weekend.